Se hele projektet her
Tips og råd
Sådan skaber du halvfjerdserstilen når du bygger
Listelofter, hessian, brune badeværelser og pang på farverne. Det er sådan, vi husker boligerne fra 1970'erne. Elsket af nogle og hadet af andre. Men ikke desto mindre er 1970'ernes arkitektur populær igen, og det er måske ikke så underligt. Vi dykker ned i en række elementer fra 70'er boligen, som du kan overveje at fortolke i dit eget byggeprojekt.
Af: Camilla Vinkel
Publiceret:
Opdateret:
7 ting til at skabe halvfjerdserstilen
- Få naturen i spil
- Køkken-alrummet
- Boligejerens skræk: 70'er badeværelset
- Saunaen
- Indbyggede møbler
- Listelofter i lange baner
- Plads til kreativiteten
Se uddybning af tipsene herunder.
1. Få naturen i spil
Hygge og personlighed var kendetegnende for 1970'ernes arkitektur, hvor alle flader blev taget i brug og der nærmest blev skabt en hule-agtig stemning.
Træpaneler af knastet fyrretræ på væggene, listelofter, overflader med teksturer, væg til væg tæpper og indbygget pejs, var typiske elementer i boligen.
2. Køkken-alrummet
1970'er køkkenet var en tung og mørk sag med køkkenlåger i afsyret træ, snedkererede låger med indfræsede runde greb og masser af overskabe - helst helt til loftet. De farvede låger - gerne brune eller grønne - var også i høj kurs ligesom det knastede fyrretræ, der var det foretrukne og billige alternativ til egetræ.
På bordpladen var det linoleum eller mønstret laminat, som blev benyttet mest. Væggene blev beklædt med mønstret tapet, skumplast, glasvæv, hessian og de velkendte spraglede kakler og fliser. På gulvet var materialevalget typisk linoleum.
Mens 1960'ernes køkkener var små og aflukkede, markerer 1970'erne startskuddet på det moderne køkken-alrum, som vi kender i dag. Overgangen mellem spisestue og køkken mere udvisket, og der blev åbnet op mellem de to rum, så der var plads til fællesskabet.
3. Boligejerens skræk: 70'er badeværelset
Brun, grøn, koboltblå, gul, orange... vælg selv... Badeværelsesfliser fra 1970'erne var et tag-selv-bord af farver og mønstre - ofte også med storblomstrende motiver.
De spraglede badeværelser blev i de følgende årtier et hadeobjekt, og måske af samme grund er vi blevet mere farveforsigtige, når vi vælger sanitet og fliser til vores nye badeværelser.
Der findes dog eksempler på både mønstre og farvede fliser, som fungerer i moderne versioner og nogle vil måske også mene at man med simple greb kan få et 1970'er badeværelse til at fungere i den moderne bolig.
Mere almindeligt er det at se badeværelser, hvor der er leget med overflader og teksturer som refererer til den øvrige arkitektur i 1970'erne.
4. Saunaen
70'ernes yndlingsrum, saunaen, er på vej tilbage. Ikke mindst på grund af den moderne sundheds- og detoxkultur.
Der er dog tale om en opdateret version af saunaen med færre finske referencer. I dag skal saunaen signalere velvære og kurbadsstemning i tråd med tendensen om at skabe rum til ro og fordybelse.
5. Indbyggede møbler
De indbyggede møbler er måske bedst kendt fra 1950'er og 1960'ernes arkitektur, men blev også udnyttet i stor stil i 1970'er boligen.
Tiden var ellers mest præget af billigere hobby-løsninger i indretningen såsom øl- og bogkasser, stigereoler i fyrretræ og hjemmestrikkede gør-det-selv projekter.
Det var vigtigt at vise personligheden frem, og derfor var hylder og indbyggede møbler fra de tidligere årtier blev fyldt med personlige klenodier, keramik, Bjørn Wiinblad vaser og grønne planter.
Det lyse træ var topmoderne - især knastet fyr og egetræ, når der var råd til det.
6. Listelofter i lange baner
Listeloftet er måske det mest tidstypiske kendetegn for 1970'er boligen. De knastfyldte fyrretræslister, der gulnede og med tiden forvandlede de ellers så moderne stuer til dystre cigarkasser er i dag enten revet ned eller malet over med hvid maling. Men faktisk er listelofterne tilbage i en ny version, som gør enhver sammenligning med en cigarkasse til skamme.
Hvor listelofterne tidligere udelukkende havde til formål at skabe stemning i boligen, så har de i dag fået en funktion. Nye listelofter er elegante plader, der er udført i knastfrit krydsfiner med indbygget akustikdug, der dæmper lydniveauet i boligen. Selv træbetonplader som fx Troldtekt, som mange kender fra datidens offentlige institutioner, er nu i højeste kurs i de private boliger, og findes i et utal af former og farver.
7. Plads til kreativiteten
Kreativitet og fri leg blomstrede i 1970'erne, hvor hjemmestrik, patchwork, vævning og andet håndarbejde var populært.
I dag bliver der i stigende grad gjort plads til den personlige udfoldelse og kreativiteten i hjemmet, hvor mange prioriterer at få indrettet et hobby- eller legerum.
Se relateret indhold
Se også disse projekter
Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.