Billedserie

Fede fritidshuse

Fritidshus eller sommerhus? Kært barn har mange navne. Fælles for dem er, at du kun må benytte huset i en begrænset del af året. Så hvorfor ikke gøre rammen omkring den tid, du opholder dig der, til noget helt fantastisk? En arkitekt kan hjælpe dig med at få en fritidsbolig, der opfylder dine drømme og lader dig op til hverdagen. Se de arkitekttegnede fritidshuse her.

Plads til fritidsaktiviteter og familieliv

En familie på seks havde en drøm om at bygge nyt på en gammel sommerhusgrund. Forældre og fire børn er alle meget aktive udendørs og har ofte venner og familie på besøg, så de 150 m2 skulle indrettes funktionelt og med mange sovepladser.

Et overdækket uderum er indgangen til huset, og rummet har plads til opbevaring af alt det, der skal med til stranden – og alt det som bringes hjem fra stranden. Rummet kan også bruges til ophold, når det regner, og det kan lukkes af med store skodder.

Huset har fire soveværelser, to badeværelser og stort køkkenalrum. I stuen er der etableret en alkove, og over den kan man via en stige komme op på en hems. Begge dele fungerer som ekstra sovepladser.

Husets facadebeklædning i Superwood er fint patineret, og det samme gælder mahogniterrasserne og udebrus mod nord. 

Familien tilbringer nu ferier og weekender på stedet året rundt og har fået et hus, der giver rum for alle deres mange udendørs aktiviteter, og hvor der er samtidig er plads til at kunne trække sig tilbage.

Inspireret af den oprindelige arkitektur fra 50'erne

På denne grund lå der et sommerhus fra 50'erne, som ikke kunne reddes. I stedet har ejeren af dette fritidshus, sammen med arkitekten, ladet sig inspirere af den oprindelige arkitektur, og samtidigt fået et hus, der lever op til moderne standarder. 

Grunden grænser op til en fredet skov, hvilket betød, at der kun var begrænset plads at bygge på. Resultatet er blevet et hus på ca. 95 m2, der orienterer sig mod skoven og iscenesætter træernes lodrette stammer med de store vinduespartier.

De meget markante ovenlysvinduer giver flotte kig til himmel og trækroner og skaber fornemmelsen af en lysning i midten af huset, når sollyset kaster skygger ned på bagvæggen.

Huset er opført med lette facader imellem de murede, hvidpudsede gavle. Gulvene er udført i poleret insitubeton, og inventaret er udført med egetræsfronter, som spejler naturens materialer omkring huset. Huset er indrettet i samarbejde med Velux, og har derfor de nyeste løsninger inden for styring af sollys og indeklima.

Plads til den sammenbragte familie

På en grund i Rørvig har en sammenbragt familie bygget dette fritidshus, som giver plads til, at alle kan samles.

Huset har tre soveværelser, to badeværelser og et stort køkken-alrum/stue. Store glas- og vinduespartier giver udsyn til de flotte og enorme fyrretræer på grunden og sikrer, at grunden uanset vind og vejr kan nydes i fritidshuset. De mange fremspring og indhak i facaden giver læ og skaber små, private oaser på terrassen, når vejret tillader at benytte den. 

Huset er indvendigt beklædt med fyrretræsbrædder behandlet med panellak på alle overflader. Udvendigt er der benyttet varmebehandlet gran, som er sortmalet. For at huset smelter ind i omgivelserne, er der lagt sedum på hele husets tag.

Fritidshus til flere generationer

Dette fritidshus, som er er opført i Sverige, er tænkt som et generationshus med plads til hele familien og masser af venner.

Når man ankommer til sommerhuset, bliver man mødt af en stor træskydeport. Bagved den ligger et lille ankomstsgårdrum, som medvirker til at gøre huset meget privat. Gården kan bruges om morgenen, så snart den første sol rammer. Belægning i gårdrummet er udført i beton, og dette materiale fortsætter som et bånd igennem huset og videre udenfor og bliver til terrasser og en pool. De 280 m2 indholder også en gæsteafdeling med eget køkken, lille stue samt to værelser.

Huset har en del interiør, som er indbygget. Dette ses bl.a. i fritidshusets arbejdsværelse og i det store gæsteværelse, hvor både bænk samt arbejdsbord er indtænkt. 

Huset er primært opført i cedertræ, og indenfor er der anvendt asketræ.

Med trækronerne som loft

Dette sommerhus har en helt unik kontakt til den omkringliggende smukke og rå natur, og der har været fokus på at skabe åbenhed og udsyn, da huset skulle tegnes.

Sommerhuset er placeret midt i et moseområde under et stort egetræ – og bag et beskyttende dige. Huset er et moderne og forenklet sommerhus, hvor følelsen af at leve i skoven opstår ved nærmest at have skovens løv som loft.

De store glaspartier i gavlen udvisker overgangen mellem inde og ude og skaber masser af passiv solvarme i huset.

Fritidshus med smart opbevaring

Dette fritidshus er placeret på en naturskøn grund på Mols med en fantastisk beliggenhed og udsigt over Aarhus Bugt. Det består af et hovedhus på 95 m2 og en mindre anneksbygning.

På den ene side af huset sikrer en støttemur af insitustøbt beton, at terrænet optages på den stærkt skrånende grund. Samtidig fungerer muren som funtionsvæg med plads til skraldeskjul, opbevaring, udebrus og bænk. På den modsatte side af huset åbner fritidsboligen sig mod den bjergtagende udsigt med store vindues- og dørpartier

Huset er bygget i træ med fokus på bæredygtige løsninger. Lokale håndværkere har udført arbejdet, og der er bl.a. brugt genwood og skruefundament .