Billedserie

Sig velkommen med manér

I mange arkitekttegnede boliger er der ofte lagt et ekstra arbejde i ankomsten. Gennemtænkte gangforløb, smukke materialer og personlige løsninger kan gøre det til en særlig oplevelse at bevæge sig fra fortov til hoveddør. Se med her og bliv inspireret af arkitekternes ideer.

Mejslet i beton

Godt gemt fra alfarvej og i allerførste klitrække ved Blokhus ligger Huset ved Havet, et sommerhus tegnet af arkitekt Lars Bo Poulsen fra N+P Arkitektur. Sommerhuset er bygget i rå og naturlige materialer, der matcher det barske klima. For at holde klitter og marehalm på plads er udearealerne omkring sommerhuset afgrænset af lave støttemurer i beton. Murene er støbt på stedet - såkaldt insitu-beton, og husets fine navnerelief gør det nemmere for besøgende at finde vej.      

Keep it simple

Er det bagdøren eller hoveddøren? Ikke alle huse er lige nemme og intuitive at besøge. Men i dette hus tegnet af arkitekt Rasmus Bak, har ankomsten været tænkt ind i projektet lige fra starten. Rasmus Bak har lagt vægt på en enkel og sammenhængende løsning, hvor udelamper, postkasse og bedkanter er holdt i cortenstål, mens et husnummer i størrelse XL instruktivt viser vej til hovedøren. 

Ankomst med udsigt

God arkitektur handler om at skabe rumlige oplevelser, og i denne fantastiske villa, tegnet af arkitekt Jesper Korf, begynder oplevelserne allerede på fortorvet foran huset. Lækre trin i finkornet beton føre op til en lang og overdækket gangbro, hvor udsigten over vandet og det bakkede landskab kan nydes.

Husnummer i størrelse XL

Når man overtager et velbevaret, arkitektonisk mesterværk og gerne vil modernisere og sætte sit eget præg på huset, er der mange ting, der kan gå galt. Men ikke i dette hus, som er ombygget med sikker hånd af arkitekt Tom Mose. Selvom huset er moderniseret og tilbygget med næste 50 kvadratmeter, fremstår huset stadig originalt med garageporte og dobbelt havelåge i karakteristisk 1930'er design. Husnummeret i XL tilføjer lidt grafisk kant til det lille, harmoniske hus. 

Gennemsigtig ankomst

Indgangspartiet til dette sommerhus af arkitekt Lotte Elkiær, har fokus på den smukke havudsigt på den anden side af huset. Den gennemsigtige ankomst er et klassisk arkitekttrick, der inviterer blikket indenfor og giver et lille hint om, hvad der venter, når man først er helt inde i huset. På den modsatte side af hoveddøren er der en havedør, så man med få skridt ind bevæger sig direkte igennem huset. 

Fliser er vejen frem

Brug fliser til at markere hovedindgangen og vejen ind til dit hus. Det virker opfordrende til at komme på besøg og viser tydeligt, hvor hoveddøren er, hvilket er rart som besøgende. Gør som foran huset her af arkitekt Allan Lorenzen og læg fliserne med mellemrum i et hav af småsten. Bryd med en flise i en anden form som her for et personligt og overraskende element.