Se hele projektet her
Billedserie
Inviter farverne ind i køkkenet
Uanset om du er til kradse retro-farver eller blide pasteller, er farver en simpel måde at give indretningen kant og personlighed. Læs med her, og få inspiration til hvordan, du bruger farver i køkkenet.
Af: Pernille Hjorth , Amalie Vind
Foto: Christina Kayser Onsgaard , mfl.
Publiceret:
Opdateret:
Flerfarvet køkken i industriel stil
Dette unikke køkken er et godt eksempel på, at man ikke behøver være farveforskrækket i sin indretning. Farverne giver personlighed og appellerer til sanserne. Køkkenet her ligger i en industriel villa fra 1933, der har undergået en ombygning med hjælp fra arkitekt Eva Kristine Brørup.
Køkkenet fremstår moderne men passer samtidigt til husets oprindelige stil. De to forskellige farver på køkkenets fronter definerer de to sektioner og komplimenterer den enkle, industrielle stil. Familien beskriver deres køkken som et samlingspunkt, og det kan man godt forstå.
Intimitet i det sorte køkken
Familien i denne villa var nervøse for, at deres nybyggede bolig kom til at virke kold, så arkitekt Rasmus Bak har blandt andet arbejdet med at skabe intimitet gennem farver og materialer. Her er den ene bagvæg malet mørkeblå, mens selve køkkenet er sort.
At mørke farver gør alt mindre, er ikke nødvendigvis en negativ effekt – faktisk kan det skabe intimitet i boligen. Det moderne, sorte køkken spiller flot sammen med sildebensparkettet og messingdetaljerne, der bidrager til den eksklusive og varme følelse.
60'er inspireret grøn drøm
I dette køkken, af arkitekt Kim Pretzmann Olesen, er der værnet om materialevalg og farver. Husets beliggenhed på en naturskøn skrænt er inspiration til at trække naturens farver og materialer ind i indretningen.
De mørkegrønne køkkenfronter omringes af tegl og egetræ, hvis varme brunlige nuancer og naturlige spil får de matte køkkenfronter i linoleum til at stå flot frem. Materialerne komplimenterer hinanden og har en tydelig rød tråd og reference til husets 60’er sjæl.
Personlig pang
Køkkenet er et funktionelt rum - men derfor behøver det ikke være kedeligt. Farver gør køkkenet til et dekorativt element i indretningen og tilføjer personlighed. I denne villalejlighed har arkitekt Eva Kristine Brørup arbejdet med en mørk grøn farve og en klar koral, der i den grad giver køkkenet en helt særlig karakter.
Køkkenet tilfører et moderne element og står i fin kontrast til lejlighedens klassiske stil og de lyse farver, der fungerer som et blankt lærred.
Fyld op med kulørte kopper, kander og skåle
En enkel og fleksibel måde at sætte kulør på køkkenet er ved at vælge en åben model uden skabe og skuffer, men med åbne hylder som her i det speciallavede snedkerkøkken af arkitekt Peter Wedell-Wedellsborg.
De åbne hylder kan fyldes med kopper, skåle og kander i alverdens farver eller farvekoordineret i din yndlingsfarve. Ligesom kogebøger også kan bidrage til et farverigt og personligt udtryk. Og bliver du træt af køkkenet, kan du hurtigt ændre stil med nye farver og genstande. Men husk at være lidt mere aktiv med kluden, for de hyggelige opstillinger er ekstra udsat for støv og skidt, når der ikke er en låge for.
En farvehilsen fra halvfjerdserne
Det kræver sit køkken at spille op til arkitekturen i dette hus, der er tegnet af arkitekt Rasmus Skaarup fra 2r arkitekter. Et hvidt køkken ville forsvinde i det spektakulære rum, og da familien har en særlig forkærlighed for 1970-stilen, stod det klart, at der skulle en retro-farve i spil. Valget faldt på orange - en levende og varm farve, der signalerer energi og begejstring.
Farven fungerer ekstra godt i store rum, hvor der er behov for et markant farvestatement. Miks gerne med varme og gyldne naturmaterialer som her, hvor farven får modspil af smukke listelofter og bordplader i egetræ. Køkkenelementerne er inspireret af det kendte snedkerkøkkenbrand Garde Hvalsø. Da ejeren, Steen Lauth er tømrer, har han selv bygget elementerne – dog med kyndig assistance fra en møbelsnedker. Opvaskemaskinen og lamperne har fået en omgang af den samme sprøjtemaling, som køkkenelementerne.
Grafisk blikfang
Du kan give et hvidt køkken mere kant og personlighed ved at farvesætte væggene og bruge dem som baggrund for kunst eller som her en flot gallerivæg med grafik og kunstplakater. I dette højloftede køkkealrum tegnet af arkitekt Rikke Bjerregaard fungere det hvide køkken som neutral baggrund for familiens postersamling og alle de remedier og køkkenredskaber, som allerede har farver og som fylder visuelt i rummet.
Køkkenblå med kontrast
I gamle dage var blå en hyppigt anvendt farve i køkkenet – både på inventar og vægge, men også på det emaljerede køkkengrej som fx kaffekanden ”Madam Blå”. Man mente nemlig, at fluer blev skræmt væk af de blå overflader. I dette sommerhus har arkitekt Riko Sprohar Lundqvist arbejdet bevidst med at skabe et kontrastfyldt køkken med blå, flue-uvenlige køkken design.
Køkkenet lyser op med sin kontrastfulde kongeblå farve og gør rummet til husets iøjnefaldende samlingspunkt. Den blå farve er afgrænset til køkkenelementer under bordhøjde, og over køkkenbordet er der åbent udsyn via vinduerne eller hen over køkkenøen. Derfor opleves rummet som åbent og lyst med hvidmalede trævægge, der understreger sommerhusstemningen.
Sort er det nye sort
De hvide køkkener har fået en værdig modstander i sort, der pt. er den næstmest populære farve, når danskerne vælger køkken. Sort signalerer stil og elegance, men skal dog bruges med omtanke i små rum og rum med sparsomt dagslys. Er du på jagt efter et markant og grafisk udtryk kan du kombinere de sorte elementer med hvid og bruge enkelte kontrastfarver til fx armaturer, lamper og øvrigt tilbehør.
Ønsker du derimod et blødere og mere stemningsfuldt udtryk, kan de sorte elementer blødes op med varme naturmaterialer som fx træ, sten, læder og flet. I dette hus, som er tegnet og indrettet af arkitekt Rasmus Bak, er der skabt den perfekte balance mellem matsorte elementer, rå betongulve, bordplader i marmor, og gyldne teaktræsvinduer. Vær opmærksom på, at glatte, matsorte låger kan være meget modtagelige for fedtefingre.
Se relateret indhold
Se også disse projekter
Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.