Billedserie

Gør dit hjem ekstra lækkert med indbyggede møbler

Få hjælp af en arkitekt til at skræddersy møbler til dit hjem. På den måde udnytter du pladsen optimalt, undgår problemet med møbler, der lige er 5 cm for brede og får en bolig, der er ekstra lækker og helstøbt. Bliv inspireret af 10 indbyggede møbler fra arkitekterne her.

Sæt dig i reolen

Opbevaring og hyggekrog er bygget sammen i dette geniale indbyggede møbel i arkitekt Kim Pretzmann Olesens eget hus. Møblet udnytter hver en kvadratmeter med perfekt tilpasset fald under den skrå taghældning og retfærdiggør til fulde, at familien ikke sparede pengene og gik i Ikea i stedet.

Udnyt pladsen under trappen

Trapper er praktiske og kan være smukke, men de tager ofte meget plads i boligen, som ellers kunne være brugt til noget andet. Derfor er det genialt som her i den ombyggede lejlighed af arkitekt Torben Baltsen at udnytte pladsen under med et indbygget møbel. Som en fin detalje er kommoden en del af trappens første fire trin.

Lad dine indbyggede møbler gå fra væg til væg som den lange daybed her i birkefiner i 60'er-huset ombygget af arkitekt Allan Lorenzen. De ubrudte, lange linjer giver et roligt udtryk og er oplagte at gå efter, når nu du har mulighed for at tilpasse møblet dit hjems eksakte mål. Med en længde på hele 4,6 meter - og en lige så lang hynde til - er briksen her ikke ligefrem bygget i standardmål, hvorfor en tømrer måtte frem med værktøjet og og lave den fra bunden. Briksen bruger boligejeren til afstresning, ligesom familiens børn ofte leger på den.

Kravl op i vindueskarmen

En superenkel og sjov måde at lave et skræddersyet møbel til boligen er ved at indramme et vindue som her i huset ombygget af arkitekt Rasmus Skaarup. Rammen kan både fungere som skrivebord, en bred vindueskarm med hyldeplads både oppe og nede samt hyggekrog med god udsigt til livet udenfor. Da rammen tager en del lys, bør du som her holde den i hvid eller en anden lys farve.

Sæt dig tungt på fyrretræ

Byg dit indbyggede møbel i samme materiale som resten af din bolig. Det har arkitekt Eva Kristine Brørup gjort i dette fantastiske sommerhus, hvor der både oppe og nede - og sågar under rumpen, når man sætter sig på bænken - er valgt det samme fyrretræ fuld af dekorative knaster. En god ide, hvis du vil understrege, at møblet er indbygget samt opnå en mere diskret og underspillet effekt. Udover at fungere som hyggelig siddekrog, er bænken også en glimrende rumdeler, der deler det store rum op i mindre rum for at gøre det mere intimt og hyggeligt.

Gå all in

Hvorfor nøjes med ét indbygget møbel, når du som her i huset ombygget af arkitekt Allan Lorenzen kan gå all in med en hel palet af skræddersyede løsninger? I lækker egefiner har han indbygget alt fra en reol, til skabe, skrivebord, badeværelsesmøbler og en siddeniche. Et valg, der giver en rød tråd og unikt udtryk i hele boligen.

Villa i Vangede

Dette hus af arkitekt Peter Kjær er en fortolkning af de fantastiske huse, som danske arkitekter opførte til sig selv omkring 50´erne og 60´erne. Særligt Erik Christian Sørensens eget hus på Smutvej i Gentofte har været en inspiration, og det er også smittet af på interiøret, hvor en indbygget sofa skaber bindeled mellem husets to niveauer. 

Pusterum for enden af trappen

Hvorfor ikke udnytte trappen til at skabe en hyggekrog? Den ide fik arkitekt Julie Trier Brøgger i denne charmerende herskabslejlighed med bindingsværk på Østerbro. Her er trappen hjertet i lejligheden. Med et skarpt udtryk binder den 4. og 5. sal sammen og ender i en hyggelig daybed i stuen. Her kan man sidde og nyde lyset, der vælter ind i det dobbelthøje rum.

Naturligt lys på skrivebordet

I et indhug har arkitekt Tom Mose Petersen placeret et skrivebord, så det kun stikker ganske lidt ud i rummet. På den måde får man et dybt skrivebord uden at tage for meget plads fra resten af rummet. Her er bordet i varmt egetræ med praktiske skuffer. Et lille vindue kaster et fint naturligt lys over bordet, så det ikke føles som en indelukket krog, men derimod en behagelig og lys arbejdsplads.

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.