Artikel

Sæt pris på dine byggedrømme

De fleste byggeprojekter starter med en drøm. Måske drømmer du om mere plads, så du kan få et ordentligt hjemmekontor, eller børnene kan få hver deres værelse. Det kan også være det simple liv i et nyt sommerhus i klitterne ved Vesterhavet, der lokker eller loft til kip med ovenlys, så dit hjem kan føles større og lysere. Men skal dine drømme føres ud i livet, er økonomien en afgørende faktor.

Et godt sted at starte, når du har byggedrømme er at få styr på din egen økonomi. Hvor mange penge har du allerede sparet op, og hvad er muligt at låne i banken? Måske har du en stor friværdi, du kan låne af, hvis der er tale om et større projekt.

Husk, at der skal være plads til en smule elastik i dit byggebudget. Derfor bør du kalkulere med en buffer til uforudsete udgifter undervejs. De opstår altid. Som tommelfingerregel er 5-10% af det samlede byggeprojekt en passende buffer til nybyg, mens 10-15 % er en passende buffer ved om- og tilbygning.

Når du har fundet ud af, hvad din egen økonomi kan bære, kan du gå videre og undersøge, om det er realistisk i forhold til dit ønskede byggeprojekt.

I denne fase vil du have stor gavn af rådgivning fra en arkitekt. Han eller hun kan hjælpe dig med at prioriterer i dine ønsker, behov og drømme. Og er disse blevet lige et nummer eller to for store i forhold til din pengepung, kan han eller hun ofte også finde på nye ideer og løsninger, der passer bedre til dit budget, så projektet stadig kan realiseres.

Hvad koster det at bygge en kvadratmeter?

En god måde at finde ud af, hvad en kommende tilbygning eller nyt hus cirka vil komme til at koste, er at kigge på kvadratmeterprisen.

Kvadratmeterprisen afhænger af mange faktorer. Valg af materialer, byggeriets kompleksitet, brug af arkitekt og håndværkernes pris. Og især sidstnævnte kan rykke sig meget alt efter samfundets økonomi og vækst.

Håndværkernes pris afhænger nemlig i høj grad af udbud og efterspørgsel. Efter finanskrisen, hvor de fleste holdt på deres penge, var der ikke mange, der ville bygge, hvorfor håndværkernes priser var lave. I dag ser verden helt anderledes ud. Efter coronavirussen har håndværkerne fået meget travlt, og samtidig er materialerne blevet dyre og man må forvente en forlænget leveringstid. Kvadratmeterprisen ligger derfor forholdsvist højt.

Prisen for en kvadratmeter arkitekttegnet hus ligger i dag på cirka 15.000 kr. i de små byer og billigst vest på, mens den i de store byer og hovedstadsområdet ligger på omkring 20.000 – 25.000 kr.

Vil du bygge et hus på 170 m2 vil det altså koste fra omkring 2,6 millioner kr. – 4,2 millioner kroner.

Og hertil skal du lægge prisen på din grund og udgifter til en arkitekt eller andre rådgivere, samt alle de udendørs kvadratmeter, hvor du måske vil have en garage, overdækket terrasse og en have.

Typisk fordeling af udgifter i et byggeprojekt

Hvordan anslås en kvadratmeterpris?

  • Kvadratmeterpriser har sit udspring i skønnede erfaringstal fra rådgivere, entreprenører eller håndværkere, og de er derfor behæftet med en stor grad af usikkerhed. Der kan fx være usikkerhed om, hvilke ydelser, begrebet konkret dækker over, hvor i landet priserne stammer fra og hvem, der har oplyst dem.
  • Den typiske kvadratmeterpris indeholder oftest udgifterne til håndværkere (lønninger m.v.) samt materialer. Og her er der tale om gennemsnitsbetragtninger.
  • På materialesiden tages oftest udgangspunkt i en gennemsnitlig middelkvalitet, så holder du af design eller høj kvalitet, skal du beregne ekstra udgifter til dette.
  • Et vigtigt aspekt er også, hvor kompliceret opgaven er. Et badeværelse omfatter typisk mange forskellige installationer, hvilket betyder, at mange faggrupper er involveret. Det sender naturligvis kvadratmeterprisen i vejret.  
  • Kvadratmeterne i rum som fx køkken og bad er dyrere end i et værelse. Afhængig af hvilket køkken og badeværelsesinventar, du vælger, kan det have stor betydning for det samlede byggebudget.
  • Man kan ikke umiddelbart sammenligne kvadratmeterprisen for et helt hus med en tilbygning. Tilbygninger er oftest noget dyrere pr. kvadratmeter, idet arbejdstiden er forholdsvis længere, ligesom kvadratmeterprisen for en lille tilbygning ofte vil være større end for en stor. Selve arbejdet med at ”sammensætte” en tilbygning med en eksisterende bygning kræver ligeledes en del kostbar arbejdstid

Kilde Videncentret Bolius

Kilder: