Tips og råd

Arkitektens råd til dit badeværelse

Arkitekt Allan Lorenzen fra Tegnestuen Lorenzen har lavet masser af smukke badeværelser i sin tid som arkitekt. Her får du hans bedste råd, hvis du skal i gang med at indrette badeværelse.

Arkitektens råd til dit badeværelse

  1. Forstå stedet
  2. Luk lyset ind
  3. Opdel funktionerne
  4. Brug let aflæselige materialer
  5. Skab sammenhæng med indbyggede møbler

1. Forstå stedet

Selvom det kan være fristende at kaste sig over detaljer som fx fliser og vandhaner, er det vigtigt at kigge på helheden først. For hvis du virkelig vil lave noget lækkert og gennemført, bør du eller en arkitekt forsøge at forstå stedet og bringe de kvaliteter og muligheder, det gemmer på i spil. Kopier derfor ikke 1:1 fra boligmagasiner og Pinterest. Selv om vi som regel ønsker masser af dagslys, har jeg engang lavet et helt mørkt badeværelse, der blev lækkert, fordi det passede til stedet og huset, der var bygget ind i en skrænt. I stedet for at ærgrer mig over det manglende lys inde i skrænten, hvor badeværelset skulle placeres, omfavnede jeg mørket og brugte dets kvaliteter.
 

2. Luk lyset ind

Hvis stedet tillader det, og det passer til dig som menneske, så overvej at lukke badeværelset op med store vinduer og en udgang. Det er lækkert at kunne se ud på naturen og vågne med dagens vejr. Bor du på en villavej med naboer tæt på, kan du spærre for indkigget med et skur og plante nogle træer og planter i mellemrummet. Et ovenlysvindue kan også gøre underværker. Du kan placere det i et hjørne op ad en væg med flotte naturfliser. Alt efter lyset og årstiden vil farven skifte nuance. Det kan være en fin detalje.

3. Opdel funktionerne

Funktioner fungerer bedre, når de er opdelt. Gør dig derfor den luksus at adskille toilet, vask og bad fra hinanden, når det lader sig gøre. Det kræver plads, men det er dejligt, når der skabes rum i rummet, og at man fra sit badekar kan se på noget pænt og ikke på toilettet overfor. Prøv om du kan placere badekarret, så det vender helt rigtigt i forhold til udsigten, eller skab selv noget skønt at kigge på.
 

4. Brug let aflæselige materialer

Skab stoflighed og atmosfære ved at vælge materialer med spændende overflader, der harmonerer godt med hinanden, og som også er afstemt farvemæssigt. Bruger du hvid, skal du sørge for at der kontrastflader, og gerne ærlige og let aflæselige naturmaterialer som træ og sten, da det gør os veltilpasse som mennesker. 
 

5. Skab sammenhæng med indbyggede møbler

Overvej at gøre fast inventar til en del af planløsningen. Det giver raffinerede, personlige løsninger og sammenhæng i indretningen. Skab oplevelser i rummet fx ved at tilrettelægge placeringen af vindueshuller, så de indrammer en særlig udsigt.