Boligreportage

30er-hus med sjæl, charme og lækker terrasse

Huset fra 1935 har fået den helt store makeover. Men de nye ejere har lagt vægt på, at alt skulle ske med stor respekt for husets oprindelige kvaliteter, som der var mange af. Kig indenfor i huset der efter en omfattende modernisering og energioptimering stadig har charmen i behold.

Det er snart otte år siden, at Monica fik overtalt sin ægtemand Sune til at tage ud og kigge en ekstra gang på huset fra 1935 på den idylliske villavej i Gentofte nord for København.  Og i dag er hun glad for, at hun lyttede til sin mavefornemmelse. Det ekstra kig endte nemlig med, at de købte huset, og det har de aldrig siden fortrudt. Heller ikke selv om de har været igennem en omfattende og dyr renovering, som kom til at vare 5 år, før det sidste bræt på den nye træterrasse var lagt.

Man taler altid om, at huse har sjæl, og det mærkede jeg med det samme her. Selv om der var meget, som skulle ændres og moderniseres, var der også så meget godt at arbejde ud fra. Der var mange charmerende detaljer ved huset, og det virkede solidt. Det har vi fået bekræftet, for ikke en eneste gang under ombygningen er vi stødt på ubehagelige overraskelser omkring husets grundlæggende stand, fortæller Monica. En anden fordel ved huset var, at det trods sine næsten 75 år kun havde haft 2 ejere, og det blev overtaget som et dødsbo.

Da hun sammen med sin mand indledte jagten på et hus opstillede de en række krav til, hvad det skulle indeholde. De havde også udvalgt nogle områder, hvor de gerne ville bo, og de kiggede primært på ældre huse. At huset skulle have en kælder var et næsten ufravigeligt krav især fra Sune, der med erfaringen fra sit eget barndomshjem ved, hvor stor en fornøjelse man kan have af en god, tør kælder til både opbevaring og aktivitetsrum. Huset skulle også kunne rumme stort køkkenalrum, og så drømte parret om en pejs. Og af hensyn til indeklima og den fremtidige varmeregning var det også et must, at huset kunne hulmursisoleres.

Vi fik faktisk opfyldt det hele i det her hus, som samtidig lå rigtigt på grunden, så det var muligt at anlægge en ny terrasse. Måske er det ikke det kønneste hus, men det er funktionelt på mange måder, og så var det en fordel, at det kunne hulmursisoleres i modsætning til nogle af de smukke huse fra 20erne, som vi også havde kigget på, fortæller Monica.

Da hushandlen var landet blev Monia og Sune af nogle venner anbefalet at tage kontakt til arkitekt Thomas Hjort fra M4 Arkitekter og medlem af Danske Boligarkitekter. Og ligesom de aldrig har fortrudt valget af hus, har de heller ikke fortrudt valget af arkitekt – og at de i det hele taget benyttede en arkitekt.

Vi har fået så meget ud af at sparre med Thomas om de forskellige løsninger. Et af Thomas Hjorths geniale fingeraftryk er den smukke entré. Her var der før lukket mellem indgangsparti med trappen til 1. sal og en fordelingsgang inde i huset. I dag er det ikke længere en lille entré, man træder ind i, men et smukt hall-lignende rum, hvor dagslyset falder fint gennem to store ovenlysvinduer.

FAKTA OM OMBYGNINGEN

Familien fik: Energioptimering af 210 m2 bolig med bl.a. hulmursisolering samt isolering af loft og 1. sal, installering af solfangere og forsatsvinduer. Derudover ændring af planløsningen i stueetagen, nye tagvinduer og kvist, udskiftning af rør og radiatorer, 2 nye badeværelser, nyt køkken-alrum med udgang til terrassen, nyt vinduesparti i karnappen, stor træterrasse og ny markise.  

Proces: Renoveringen er foregået i etaper og har taget ekstra lang tid, fordi parret ikke har sendt projektet i totalentreprise, men selv har indhentet tilbud og fundet håndværkere fra opgave til opgave. Første store ryk tog omkring 9 måneder. Tredje og foreløbigt sidste byggeprojekt var anlæggelsen af den nye træterrasse. 

Materialevalg udvendigt: Karnappen er restaureret med nye vinduer i teak, der matcher de oprindelige, som familien valgte at bevare og supplere med forsatsvinduer. Nye inddækninger omkring karnappen er udført i kobber. Træterrassen er bygget i ipé-træ.

Byggepris: ca. 1,8 mio. kr. inkl. arkitekthonorar

Man taler altid om, at huse har sjæl, og det mærkede jeg med det samme her. Selv om der var meget, som skulle ændres og moderniseres, var der også så meget godt at arbejde ud fra.

Men ud over at få nogle smukke rum og en funktionel indretning, der passer til livet i en moderne familie, var der i forbindelse med renoveringen også hele spørgsmålet om energiforbruget. Hulmursisoleringen var oplagt, og derudover har familien fået isoleret skråvæggene på 1. salen og loftet.

Egentlig var det ikke planen, at der skulle isoleres på 1. salen, men vi fandt hurtigt ud af, at det var nødvendigt. De tidligere beboere må også have haft det koldt her, for i et af værelserne var der opsat to radiatorer oven på hinanden, hvilket vores håndværkere grinede meget af, fortæller Monica.

Fra parret købte huset gik der næsten 9 måneder, inden de flyttede ind, og i den periode renoverede de for omkring 1,8 millioner kroner. Ud over isolering blev der indrettet nye badeværelser i både stueetagen og på 1. sal. Samtidig med isoleringen blev der også sat en kvist på huset, og de gamle utætte tagvinduer blev erstattet af nye.

I stueetagen valgte de nye ejere efter råd fra arkitekten at beholde de fine, gamle teakvinduer. Netop vinduerne er en del af husets DNA, som det ville være synd at skifte ud og erstatte med nye energivinduer, og rent energimæssigt vil der heller ikke kunne hentes det store her. Energimæssigt er de store landvindinger gjort med hulmursisoleringen samt isolering af gulve og loft.

Det hjælper, at der er forsatsvinduer, men om vinteren kan man da godt mærke, at der er koldt, hvis du står lige ved dørpartiet ud til haven, men så trækker vi gardinerne for om aftenen, siger Monica.

Bevar de gamle vinduer!

Et hus med masser af karakter og med materialer, der patinerer smukt.

Sådan beskriver arkitekt Thomas Hjort bungalowen fra 1935. Han roser parret, fordi de fra starten havde øje for, at de mange kvaliteter ved det oprindelige hus ikke måtte gå tabt ved renoveringen.

En af mange kvaliteter var de oprindelige vinduer i teaktræ. Her stod valget mellem at skifte til nye og mere energirigtige eller bevare de gamle og flot patinerede vinduer og så betale lidt mere i varme. Efter rådslagning med energivejleder Jesper Steensen vandt de gamle vinduer.

Det er så lidt familien kan spare ved at udskifte vinduerne. Derfor er problemet med varmetab løst med nye forsatsvinduer, der ligner de gamle vinduer, fortæller Thomas Hjort, som er meget tilfreds med, at arkitektur og æstetik i dette tilfælde blev prioriteret højest.

Hele processen omkring renoveringen har taget ekstra lang tid, fordi parret ikke har sendt projektet i totalentreprise, men selv har fundet håndværkere fra byggesag til byggesag.

Og vi har shoppet mellem firmaerne og hver gang indhentet 2-3 tilbud. Det er dog ikke altid, vi har valgt det billigste. Lige så tit, har valgt dem, som vi havde størst tillid til og fik anbefalet af andre, siger Monica.

En af de bedste anbefalinger kom fra hendes forældre. Gennem dem lykkedes det at finde den tømrer, der påtog sig at konstruere hele vinduespartiet i karnappen i opholdsstuen med den samme type sprosser som det gamle. Netop karnappen med det store vindue er i den grad husets signatur.

Fordelen ved Thomas er, at når vi taler om de forskellige muligheder, begynder han straks at tegne skitser, så vi med det samme får en fornemmelse af, hvordan det kan komme til at se ud, fortæller Monica.

Det tog os meget lang tid at finde en løsning her. Træet i det gamle vindue var råddent og kunne ikke reddes. Men det var vigtigt for os, at det nye vindue skulle ligne det gamle, bortset fra de blyindfattede ruder, som ikke lige var os, siger Monica.

De første tilbud, som blev hentet hjem, var dog til et svimlende beløb, men da de endelig fandt frem til den rigtige tømrer, var han ikke bange for at påtage sig opgaven og det til en pris i et noget mere humant leje.
Det er ingen hemmelighed, at det koster dyrt at renovere et hus så omfattende og dybtgående, som Monica og Sune har gjort.

Vi har valgt at bruge en stor del af pengene på de langsigtede ting, som man ikke umiddelbart lægger mærke til som fx isolering. Det har været vigtigere for os at få de basale ting i orden, og at den gamle ånd i huset blev bevaret.

Det foreløbig sidste projekt var anlæggelsen af en ny terrasse, og her blev Thomas Hjort igen kontaktet.

Den gamle terrasse var bygget op af jord, som stammer fra udgravningen af kælderen, da huset blev bygget. Den måde at bygge terrasse på er meget tidstypisk for 1930’erne, men det er ikke nogen god løsning, fordi det kan give fugtskader på mur og fundament. Al jorden blev derfor fjernet og kørt væk og i stedet blev bygget en smuk træterrasse, som stilmæssigt passer til det ældre hus.

Vi fik faktisk opfyldt det hele i det her hus, som samtidig lå rigtigt på grunden, så det var muligt at anlægge en ny terrasse.

Og igen fik vi så meget ud af at sparre med en arkitekt. Fordelen ved Thomas er, at når vi taler om de forskellige muligheder, begynder han straks at tegne skitser, så vi med det samme får en fornemmelse af, hvordan det kan komme til at se ud, fortæller Monica.

Hun og resten af familien kan nu læne sig tilbage og nyde et topmoderniseret hus – nåh ja, der mangler lige kælderen, hvor planen bl.a. lyder på, at der skal indrettes et rum til bordtennis.

Thomas Hjort

Thomas Hjort