Tips og råd

Sådan holder du boligen kølig om sommeren

Sol og varme er dejligt, men det hænder, at det bliver for varmt indendørs, og at det går ud over velværet eller nattesøvnen. Her får du 9 bud på arkitektur og praktiske løsninger, der kan bringe skygge og bidrage til at køle boligen ned på særligt varme sommerdage.

9 tips til at holde boligen kølig

  1. Få store tagudhæng
  2. Indret med lameller
  3. Brug rulleskodder
  4. Lav gennemtræk om aftenen
  5. Luk vinduerne, og rul persiennerne ned
  6. Brug solsejl eller markise
  7. Opsæt et espalier
  8. Vælg solafskærmende vinduer
  9. Plant et træ 

Se uddybning af rådene herunder

1. Få store tagudhæng

Byg et tagudhæng på huset, hvis du skal bygge nyt eller om. Tagudhænget vil skærme for solen, når den står højt om sommeren, men du vil stadig få de gyldne stråler ind i huset, når solen står lavt på himlen. En overdækket terrasse i forlængelse af huset er også en god løsning.

2. Indret med lameller

Ved at bruge lameller langs fx en terrasse kan du lukke af for solens stråler fra udvalgte vinkler og samtidig afgrænse uderummet og skærme for blikke udefra. Lameller kan også være en integreret del af en vinduesfacade eller være monteret på et skydeelement, så de kan trækkes for efter behov. 

Find inspiration til arkitektoniske løsninger med lameller her 

3. Brug rulleskodder

Det bedste, du kan gøre for at holde luften kølig indendørs, er at lukke helt af for solen i de timer, hvor dens stråler står lige ind i boligen. Til det formål er rulleskodder geniale, fordi de er fleksible. Overvej muligheden, hvis den passer til din hustype.  

4. Lav gennemtræk om aftenen

Sørg for at lufte godt ud, gerne med gennemtræk, når luften er køligere om aftenen. Lad gerne vinduerne være åbne i løbet af natten, hvis muligt. Gerne mod nord, syd eller vest, hvor morgensolens stråler ikke rammer. 

5. Luk vinduerne, og rul persiennerne ned 

Om morgenen, hvor temperaturen er faldet indendørs i løbet af natten, kan du lukke vinduerne for at holde på den køligere luft indendørs. Trækker du derudover gardinerne for eller lukker med persienner, så mindsker du opvarmningen. 

Vi er typisk glade for åbne døre og vinduer om sommeren her i landet, men dette enkle trick kan vi lære af fra folk, der bor under varmere himmelstrøg. 

6. Brug solsejl eller markise

Især hvis du har store vinduer mod syd kan solsejl eller markise være en god idé. Begge dele kan fås i forskellige former og størrelser samt efter mål.

7. Opsæt en pergola

Om sommeren skærmer pergolaen for den højtstående sol. Endnu mere, hvis der er planter, der slynger sig omkring den. Om vinteren lader den lyset komme ind, fordi planterne her er uden blade.

Få en tilsvarende effekt med et espalier, som planter kan klatre lodret op ad. Et espalier kan fx give skygge på terrassen uden at lukke helt af for lyset og udsigten.

8. Vælg solafskærmende vinduer

Solafskærmende vinduer reflekterer med sine speciallavede ruder solens varme stråler, men lader stadig lyset komme ind. Der er dog den ulempe ved solafskærmende vinduer, at du går glip af varmen om vinteren. Det samme gælder, hvis du får opsæt solafskærmende film på ruderne. 

9. Plant et træ

Det er ikke et quick fix, men vi kan også vende råddet om: Lad de store træer på grunden stå. Træer er smukke at kigge på, gode for dyreliv og biodiversitet, og så kan de give læ og skærme for solen om sommeren, mens de nøgne grene lader sol komme ind om vinteren.