Der skulle gøres en del ved huset, før familien kunne flytte ind. For selvom alt var ganske velholdt, var der langt til moderne standarder. Desuden havde det store hus gennem årene fået adskillige tilbygninger knappet på, så planløsningen nu var en kaotisk labyrint uden rumlig logik.
– Ingen af os er eksperter i den slags, og jeg bliver altid lidt bange, når jeg ser sådan noget gammelt noget, der skal bygges om. Derfor var vi heller ikke i tvivl om, at der skulle en arkitekt på fra starten, fortæller Mette Klyhn.
Hun var faldet over et af arkitekten Anders Barslunds projekter på danskeboligarkitekter.dk, og han blev derfor inviteret til en besigtigelse. Anders Barslund kunne bestemt finde mange kvaliteter i huset, selv om der også var flere benspænd.
– Den største udfordring var at få de lidt over 250 kvadratmeter med hulter-til-bulter-rum skåret ned til noget enkelt, som en familie på 3 medlemmer kan bo i uden at føle sig fremmedgjort, forklarer Anders Barslund. Han så med det samme muligheden for at gøre køkkenet til husets centrale omdrejningspunkt med direkte kig til landskabet udenfor.