Tips og råd

5 ting, du ikke vidste en arkitekt kan hjælpe dig med

En arkitekt kan bruges, når du skal bygge nyt, om eller til din bolig. Men faktisk kan du med fordel også bruge arkitektens kreative sind og store forståelse for boliger i andre situationer. Se hvilke fem herunder.

5 ting, du ikke vidste en arkitekt kunne hjælpe dig med

  1. Rådgivning ved køb af bolig
  2. Rådgivning ved salg af bolig
  3. Inspiration
  4. Forbedring af have og udearealer
  5. Hjælp til energirenovering

Se uddybning af rådene herunder

1. Rådgivning ved køb af bolig

Skal du købe ny bolig, kan du invitere en arkitekt med til fremvisningen for at få vurderet muligheder og begrænsninger i den pågældende bolig, inden du skriver under. På den måde kan du få overblik over husets byggetekniske stand og få afklaret, om du overhovedet kan komme i mål med dine boligdrømme inden for dit budget i den pågældende bolig. Det kan spare dig for mange kostbare ærgrelser på den lange bane. Arkitektens pris ligger på omkring 3500 kr. – 6000 kr., men kan variere alt efter afstand til boligen og boligens størrelse.

2. Rådgivning ved salg af bolig

Har du svært ved at få solgt dit hus, kan du bruge arkitekten til at synliggøre husets muligheder for eventuelle købere. Med et par enkelte skitser kan du illustrere, hvordan der fx kan etableres et ekstra børneværelse eller et større køkken. Ofte er det små og økonomisk overkommelige byggeopgaver, der får puslespillet til at falde på plads for en potentiel køber. Arkitektens pris ligger på omkring 3500 – 6000 kr.

3. Inspiration

Trænger du til at få opdateret din bolig, men er hel tom for inspiration, tilbyder flere arkitekter såkaldte ’instant’ -møder. Et ’instant’-møde er et besøg på 1-2 timer, hvor arkitekten kommer med masser af ideer og fortæller om muligheder i din bolig. Mødet er helt uforpligtende i forhold til videre samarbejde og indeholder ikke tegninger. Prisen ligger på cirka 2.500 kr. 

4. Forbedring af have og udearealer

En have eller terrasse, der spiller sammen med boligen kan gøre dit hjem endnu bedre. Mange arkitekter tilbyder udover rådgivning til boligbyggeri også hjælp til en ny plan over dit uderum, så det kan udnyttes optimalt, hvad enten du drømmer om blomsterbede, legeplads eller et hyggeligt orangeri. Kan også med fordel bruges ved sommerhuset. Arkitekthjælp til en haveskitse koster ca. 10.000-12.000 kr. alt afhængig af størrelsen. 

5. Hjælp til energirenovering

Du kender sikkert allerede din boligs svagheder, når det handler om at holde på varmen, og du ved formentlig også hvilke ruder, der først dugger, og hvor der er mest fodkoldt. Men det er straks sværere at få øje på den originale løsning eller den skæve idé, der på én og samme gang er energivenlig og arkitektonisk lige i øjet. Det kan en arkitekt.

Bruger du en arkitekt som rådgiver, når du energirenoverer, skal du heller ikke bekymre dig om skjulte interesser. Arkitekten har dig og din bolig i centrum, og søger ikke at sælge en bestemt form for energirenovering – kun den, der bedst matcher dine behov og din pengepung. 

Samarbejdet med en arkitekt omkring en energirenovering kan tage mange former. Du kan søge råd og vejledning i den indledende fase, hvor dine drømme kommer på skitser, men du kan også bruge arkitekten som rådgiver gennem hele processen.

Prisen afhænger af hvor meget hjælp, du har brug for.